Træning i Jersie den 9. september 2008

Træningen i går var ment som lidt detaljetræning samt afprøvning af nogle af de øvelser jeg gerne vil vise for trænere og førere i Albertslund i dag onsdag.
Jeg fik trænet fri ved fod. Især starten, jeg troede at den var på plads, det var den bare ikke, så vi fik lige øvet at hun skal kigge de første 4 skridt. Hun er blevet rigtig god til ikke at hænge, det gør så at jeg har rigtig svært ved at lave venstre drejninger uden at skvatte over hende, eller i bedste fald skubbe til hende. Så det fik vi trænet, samt løb, hvor hun nu kun hænger en smule, hvilket næsten er rart så jeg kan nå at dreje ;0).
Jeg fik trænet apport af næseprøven, jeg glæder mig til at se hvordan det ser ud når det bliver sat sammen i dag, jeg håber hun kan holde den.
Vi trænede også LP2 spring som færdig øvelse, jeg tør ikke love noget, men jeg er ret sikker på at den er ved at være der nu, hun virker rimelig sikker.
Vi fik trænet lidt fællesdæk hvor jeg klikkede for hendes opmærksomhed ca hver 25. sek. Det skal altså trænes ordentligt her i vinter.
Et enkelt fremløb mod feltet, hvor hun standser midt i feltet, snuser hun kun minimalt nu, og tripper lidt. Så der var super belønning i feltet.
Et LP2 stillingsskifte hvor hun rykker ca 20-30 cm frem i skiftet stå-dæk på 3 mtr. afstand, når jeg står på ca 80 cm. afstand går det fint.
Så fik vi leget lidt med bold og trækkeleg, hun begynder at logre når hun ser trækkedyret (et aflangt plysdyr fra Maxizoo med piv i, den ligner en ko i hovedet) Så jeg fortsætter med at klikke hende for at lege trækkeleg.
Med til træningen var også Lanzo og Lene samt Lille Bjørn som havde taget Paul med. Desværre opstod der skærmydsler mellem de to hanhunde, det var ret voldsomt, Lille Bjørn fik sig en ordentlig rystetur, men slap med tab af pels og savl i resten af pelsen. Han virkede ikke specielt bange, mere gal bagefter. Lanzo var nærmest uberørt af det. Det gik så hurtigt, og der var ingen forvarsler med lang knurre sekvens eller stive lemmer, hvem der gjorde hvad og var mest provokerende har de to hunde nok selv en mening om, jeg ved ikke hvem det var.
Emma var i panik, hun sprang rundt med ørene bagud og halen nede, så da vi var færdige med træningen tog jeg en håndfuld godbider og satte mig ved siden af Lanzo sammen med Lene. Når Emma kom hen var der godbidder, hun nåede til at snuse ham i ørene og kæle og nysse med Lene selv når lLanzo lå ved siden af. Helt tryg var hun ikke, men jeg tror godt vi kan ligge ved siden af en Bernner på lørdag og søndag hvis det er.

Da vi kom hjem fra træning var vi lige ovre og hilse på genboens nye hvalp, en blanding af en labrador og golden, hun hedder Viva og jeg gør hvad jeg kan for at præge familien. De har tidligere haft en norvich terrier i rød, så man må sige de har skiftet stil og størrelse. De synes at Viva er så nem så nem. Og er super imponeret over mine hunde, så jeg kan godt give dem en masse råd som de tager til sig, så de er rigtig glade. Sif var på besøg i søndags, det gik også fint, jeg er faktisk overrasket over at de ikke er mere interesseret i hvalpen end de er, mere interesseret i hendes legetøj. Det er jo meget godt for hvalpen, for hun er lidt nervøs ved dem. I dag eller i morgen regner jeg med at Balder skal derover, han har jo været lidt bange/gal på hvalpe, så vi tager derover med lidt mad så han kan få et mere positivt indtryk af hende. Viva er en rimelig rolig hund, som stadig er lidt forsigtig, når hun altså ikke lige tager sig en rusketur med legetøjet som bare skal dø.

Jeg glæder mig til at jeg skal have en lille hvalp igen, men jeg skal lige lære en hel masse inden da.

I dag går det løs i Albertslund, det er ikke for hvalpeholdet, men hele klubben (undtagen hvalpeholdet) så jeg er lidt nervøs igen i dag, rigtig god træning for mig.

Kommentarer

Populære opslag