torsdag den 18. september 2008

Hvil i fred Sif (meget sørgelig blog! så er du advaret)


Jeg vil gerne fortælle om min finske lapphund Sif. Det her bliver en lang og ganske sørgelig blog. Hvis du ikke er i humør til det, ville jeg, hvis jeg var dig nok springe videre ned og læse om noget andet. Men hvis du er i det melankolske hjørne eller gerne vil være det, kan du trygt læse videre.
Sif, eller Bessie, som hun hedder i sin stambog, er af racen Finsk Lapphund. Jeg hentede hende den 25. juli 2007 i Helsingør hos et ægtepar. Alt var fryd og gammen.

Sif gik fra starten meget stift på sine bagben, men jeg slog det i starten hen som almindelig hvalpe kluntethed. Jeg fik både spurgt dyrlæge og opdrætter og ingen af dem reagerede særligt på mine bekymringer, så jeg troede, jeg havde en sund og rask hund.

Sif havde ofte opkast, kennelhoste og en enkelt gang var hun helt skidt med feber.
Jeg gik til hvalpetræning med hende og alle var meget imponerede over os og vores samarbejde. Da Sif kom i puberteten blev hun meget mere selvstændig, svære at træne, nærmest umulig at få gejst i. Vi startede til noget agilitymotivation, da jeg jo havde købt hende med det formål at kunne bruge hende til agility, for Balder var lidt for sofahund til at han var rigtig sjov at løbe med. Desværre gik vi ikke til agility særlig længe, for kort tid efter at vi var begyndt at springe, startede Sif med at halte når hun havde ligget ned i længere tid.

Hos en time hos Karen Frost i januar, blev jeg anbefalet at tage kontakt til Lone som har et firma der hedder "The Touch", hun laver massage og ledmanipulation ved hunde. Samtidig bestilte jeg tid til en HD fotografering. Lone sagde at Sif havde en skæv bækkenbund, så hun blev rettet.

I marts tog vi til KVL og fik taget HD foto. Det nedslående svar kom i slutningen af marts, E-hofte på venstre side og C-hofte på højre. Jeg troede det var en dødsdom for Sif, men dyrlægen fortalte at der var masser af hunde der levede fint med E og C hofter. Sif var i denne periode også blevet meget sløv, hun gad ikke rigtig noget, sov hele dagen, mistede appetitten osv. Senere fandt jeg ud af at det skyldtes hendes løbetid. Hvergang hun kom i løbetid virkede hun helt modløs.



I lang tid forsøgte jeg at få det bedste ud af Sif, vandløbebånd, kiropraktik, massage, mange korte ture osv..

Men for 1½ uge siden da vi kom hjem fra en tur til Oslo, var den helt gal med Sif. Ligemeget hvad så haltede hun, hele døgnet. Jeg ville give det lidt tid hvis det nu skyldtes hendes fasanjagter hos min svigerfar, ville det nok fortage sig når hun kom tilbage i hverdagens trummerum og faste rutiner. Efter en uge var det blevet værre, især om aftenen.

Jeg tog til dyrlægen tirsdag, måske sad der noget i klemme eller noget i den stil. Det gjorde der ikke. Dyrlægen mener at det er som kompensation for bagparten, som ikke fungerer normalt.

I går eftermiddags da jeg kom hjem fra Charlotte, haltede Sif så meget, at hun mindede mig om en hund jeg kender. Det var først i nat jeg kom i tanke om, at det var bondemandens Star. Star er fornyligt blevet aflivet, hun blev 12 år. Hun har altid været jagthund, og gik helt forfærdeligt på sine ben og fik stærke stærke gigtpiller.

Da jeg så på Sif tænkte jeg det duer ikke mere. Jeg måtte tage den beslutning alle hundeejere frygter.

I morges ringede jeg og bestilte tid til dyrlægen, jeg troede jeg kunne være cool, men jeg brød sammen. Selvom man gør noget der er det bedste for hunden, og for mennesket, så gør det stadig ondt.

Jeg er blevet hjemsøgt af dårlig samvittighed, jeg har sammenlignet mig selv med en led dommer fra USA som udsteder dødsstraf. Men alternativet, at kaste en masse penge efter operation, osv. er bare ikke holdbar. Derfor holdt jeg ved min beslutning.

Jeg havde bestilt tid til indsovning (som det hedder) kl. 14:45, så ville jeg kunne nå på stranden med alle hundene inden, en sidste strandtur til Sif. Hun fik en hel rimadyl (smertestillende) i morges, så hun kunne få så meget ud af turen som muligt.

Det var lækkert strandvejr, skyer, let brise og da vi først kom lidt ned af stranden var det også fint vand uden tang. En fin afsked med sin strand fik Sif. Hun fik løbet og leget, gøet, hentet bold, tumlet med både Balder og Emma. Vicki, min svigerinde var der også, det var rart med lidt menneskelig kontakt, en der kunne snøfte lidt med mig, og fortælle mig at det var det rigtige at gøre.

Jeg fik sagt farvel til Vicki, og kørte direkte til dyrlægen, da tiden var lidt knap. Der ventede Rune, min dejlige kæreste, og sammen kunne vi gå ind til dyrlægen. Sif var allerede træt af turen og reagerede hurtigt på den første bedøvende sprøjte. Det er bare en sær fornemmelse, at sidde og ae sin hund, og vide at fra nu af sanser den ikke hvad der sker. Vide at man har dømt den til at være fri for smerter, vide at man samtidig har dømt den til aldrig mere at løbe ved stranden, tigge efter godbider, aldrig mere lege med mig... Meget trist man bliver inden i.

Da Sif havde ligget lidt, tog dyrlægen hende op på bordet, indtil nu havde hun ligget på gulvet, på et sted hun selv havde lagt sig, da hun så den første sprøjte. Her forklarede han helt roligt, at hun ville få en overdosis sovemedicin, og at reaktionerne kunne spænde over alt fra dybe suk til stærke krampetrækninger. Jeg opdagede ingenting. Dyrlægen (Thomas) ,som har fulgt os siden jeg flyttede til Ejby, tog sit stetoskop og lyttede til Sif, og kunne fortælle at nu var hjertet holdt op med at slå. Vi fik lige så længe vi ville til at sige farvel... og hvad er det så lige man siger til sin døde hund? "Undskyld, jeg håber du forstår mig"? "Tak for alt og på gensyn" valgte jeg.

Så gik vi ud og betalte og kørte hjem. Sif blev ikke engang 2½ år.

Nu har jeg siddet og grædt siden jeg kom tilbage, Rune er her rundt omkring og pusler med forskelligt, det er rart og godt ikke at være helt alene. Men sorgen inden i, følelsen af at jeg mangler et organ, kan han ikke afhjælpe. Det tror jeg kun tiden kan, og at få lov at fortælle om Sif på min måde når jeg kan overkomme det. Det her er en del af det.

Det irriterer mig stadig at man må avle på lapphunde selvom de har C-hofter (mild hoftedysplasi), Sifs farmor havde C-hofter, hvorfor gen-teste osv. hvis kravene til avlshunde er så lave? Hvorfor er det nødvendigt at avle på hunde der er syge? Er der ikke raske hunde nok til at man kan lave kuld hvor man ikke bruger hunde med C -hofter?

Kan man kalde sig selv en seriøs opdrætter når man går mere op i hundens udseende end dens helbred!? Jeg skal aldrig nogensinde mere have noget at gøre med en hund der kommer fra Sarah Brandes eller hendes opdræt!!!(Sifs far er avlet ved Sarah Brandes, jeg ved hun fornyligt har lavet et nyt kuld hvalpe, hvor faren har C-hofter!)

Jeg har lært så meget af Sif, vi har haft det så skønt sammen. Jeg savner allerede hendes alt for skingre gøen og bjæffen, som var et udtryk for glæde. Jeg savner at høre hende ulvehyle når hun havde spist. Jeg savner at have lange hår i munden. som kom fra hendes smukke smukke hale. Jeg savner at høre hendes suk, når hun lagde sig ned for at slappe af. Jeg savner at se hende sammen med andre hunde og jeg savner at se hende sammen med hvalpe, hvor hun kunne lægge sig ned på ryggen og lade dem klatre rundt i hendes ansigt som var hun Mount Everest og de små bjergbestigere. Jeg savner at bore hele mit ansigt ind i din pels, forsvinde i alt det bløde og lugten af din underuld, jeg kan huske dengang til hvalpetræning hvor jeg brugte din pels til handsker, og du sad mellem mine ben og holdt mig varm, både uden på men også inden i, inden i mit hjerte. Du er den bedste ven forevigt.


Sif jeg savner dig. Tak for alt og på gensyn.







4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Camilla

Det var meget trist at læse. Jeg er meget ked af det på dine vegne.

Mange hilsner
Anita

Anonym sagde ...

Hejsa Camilla
uha jeg kan ikklide at hund blev aflive. Jeg er meget nem følesom når hunde er død.
Jeg har læse helt og trist.
Men jeg kan se at du har en ny hund :)
knus fra Karina

Anonym sagde ...

suk.. snøft...

Anonym sagde ...

Kære Camilla

Det er jeg rigtig ked af at høre det er aldrig rart, at skulle sige farvel. Men jeg giver dig rat i at det er det rigtige som du har besluttede.
jeg føler med dig.

Mange kærlige hilser
Gitte