mandag den 30. juni 2014

Mine tanker om konkurrenceforberedelse..



Der florerer i ofte mange kurser i at gøre sig klar til konkurrence, at gøre hunden klar til konkurrence osv.. I weekenden var jeg sammen med en del hundeførere som alle (stort set) mente at det var UMULIGT at gøre noget ved deres konkurrencenerver og deres præsationsangst, eller hunden kan godt til træning, men ikke til prøverne osv.

Jeg vil her gerne fortælle hvad der har nyttet rigtig godt for mig.

Emma har altid arbejdet under et forholdsvist stort forventningspres fra mig, og jeg har ligeledes arbejdet under et stort forventningspres fra mig selv! ..kun 10 taller til prøverne er det bedste, og kunne man hive en 1. vinder titel med hjem SÅ var det da i hvert fald gået som det skulle! (dermed ikke sagt, at jeg ikke nemt kun finde en masse ting som jeg ikke var tilfreds med, var der røget et halvt point var det KONSEKVENT det jeg valgte at fokusere på, også selvom jeg påstod at jeg var glad og tilfreds.)

Det jeg undervejs slet ikke fokuserede på var, at jeg og Emma også, er vildt dårlige til at arbejde under forventningspres!

Forventningspres forstået som at vi skal præstere vores bedste HVERGANG, uanset glæde og samarbejde, bare høje point og gode placeringer, bloggen her hedder jo også "Emmas vej til toppen", hvorimod Findus' blog hedder "Fantastiske Findus", et MEGET konkret eksempel på mit pres som startede allerede da Emma var ca. 6 mdr. gammel og jeg kunne se hvilken vej det bar med os. Et super godt samarbejde, nogle øvelser som blev leget ind, med stor præcision, en hund med fantastisk "pleaser"gen og øje for sin fører. ..midt i alt det her glemte jeg bare at se det hele lidt fra oven, glemte helheden og kærligheden, for lidt hunde"ejer" for meget hunde"bestemmer".
Jeg pacede Emma frem, folk omkring mig sagde det til mig, jeg prøvede at høre efter, men kunne ikke styre mig, for det vigtigste for mig var titler og point. Det titler og point efter vores 3. LP3 titel ligesom udeblev og der heller ikke i træningen var specielt meget plads til sjov, hunden KAN jo øvelserne, så hvorfor skal vi træne, den kan da bare gøre hvad der bliver sagt, valgte jeg efter een officiel prøve i LPE at skifte til DcHs lydighedsprogram. Her udeblev titler og point også, hvilket jeg slet ikke kunne forstå, men årsagen er såre enkel, det var ikke programmet eller øvelserne den var gal med, det var hele min indstilling.

Hvis vi ikke træner for samværet skyld, for processen og udviklingen, hvis vi kun stræber efter at få successen og rygklapperiet til næste prøve, så løber både vi, men især hundene hurtigt død i det.
Her kommer en vigtig pointe igen, FOKUS... som en mentaløvelse der er MINDST lige så vigtig som fri ved fod.
Dvs, du kan ikke bare dukke op med din hund på prøvedagen og gå til prøve og gøre det godt hvis du slet ikke har trænet øvelserne inden, det er der naturligvis ikke nogen af os som kunne finde på.  Men jeg stillede glædeligt til mange prøver med Emma uden at have trænet mit mentale fokus.
Jeg lavede dog en del visualiseringsøvelser, øvelser jeg spillede i min mentale-videomaskine, Emma som lavede PERFEKTE øvelser.. men aldrig nogle billeder af hendes "perfekte" fører, altid fokus på hende og hendes præstation.

Først da jeg som skrevet i et tidligere blogindlæg besøgte en coach for at finde ud af hvad jeg skulle gøre ved mig selv for at være et bedre menneske for Emma kom der for alvor gang i hjernecellerne.
Jeg skulle træne mig selv i at se positivt OVER ALT, så en træningsøvelse (som jeg i den periode gjorde op til 10 gange om dagen!) var at hvis jeg greb mig selv i negative tanker, eks. om en fremmed jeg så på gaden, skulle jeg straks! forsøge at tænke "men hvad kan han/hun lære mig..hvad kan jeg lære af ham/hende"... det er VOLDSOMT svært og sådan er det med vaner.

Hvis hunden har haft en forkert position i fri ved fod i 3 år er den for os at se næsten umuligt at rette det, sådan kan det også føles med den mentale træning, men hvis man ikke gør en indsats, så kommer der heller ikke noget resultat.

Jeg træner stadig at se positivt, fordi det gør livet så meget mere behageligt. Og fordi det hjælper mig med at gøre mig mentalt klar til konkurrencerne.
Jeg kan når jeg sidder i min bil, nemt fremkalde nervøsiteten/præstationspresset som jeg tidligere lod mig vælte bagud af, og på den måde kan jeg aktivt arbejde med at få den væk, uden at udsætte mine hunde eller min pengepung for en "rigtig" prøvesituation. Når jeg eks. sidder i min bil i en myldretidssituation, eller endnu bedre en aften i sengen hvor jeg ikke kan falde i søvn, så kan jeg fremkalde sommerfuglene som på kommando, og øve mig i at få fyldt maven, benene, armene og især hovedet ud med min varme, beroligende lykkefølelse, og så træner jeg fokus.

Jeg flytter fokus VÆK fra øvelserne, VÆK fra point, VÆK fra konkurrenter, VÆK fra prøveunderlag osv osv ...over til at være rolig, dybe vejrtrækninger, genfinde en lykkelig følelse i maven (konkretiseret ved en følelse af en varm bold i maven, som kommer når jeg især har hele min familie omkring mig i Høve skov (hvad er din lykke følelse???)), få ro på min vejrtrækning, at få kontakt til min hund, elske den som den er, fokus på de steder jeg skal gøre min hund klar mellem øvelser, inden vi går til start, visualisere mig selv, huske inde til prøven at det er min hund som er vigtig IKKE dommeren!

Hunden kan jeg kun styre, hvis jeg styrer mig selv!
Ligner meget det som Niina Svartberg kalder træningsmål.

Fokus på det jeg skal.. ikke fokus på det jeg ikke skal!

Hvis vi får en dum prøve, gør det ikke noget hvis min hund bare kommer ud med en følelse af at være stjerne, hellere efterlade en første præmie hvis min hund kommer styrket ud fra banen, end omvendt.

Jeg arbejder også på vores relation i dagligdagen, at Emma som elsker at blive nusset og putte, får en masse af den opmærksomhed, så hun føler sig elsket på forhånd.
At Findus som måske ikke er SÅ meget til nus, får noget ekstra leg med mig, bare fordi jeg elsker ham.
Jeg tror ikke at mine hunde tænker at de bliver elsket, men jeg tror det skaber en tillid og afhængighed mellem os, som vi kan trække på når jeg TRODS alt min mentalforberedelse alligevel bliver mærkelig!

Men vil man gøre en indsats for at blive bedre til konkurrencer koster det noget af os, det er ikke nok at gå på nogle fine og dejlige kurser, der skal lægges arbejde til bagefter, trænes med hundene, trænes med vores mentale tilstand. Det er i hvert fald min erfaring og det virker for mig :-)

fredag den 6. juni 2014

400 meter på 14 minutter

Smukke rolige og kloge Emma!
 Vores første sporprøve blev gennemført på 14 minutter. 400 meter 3 timers schweissspor i en jysk nåletræsplantage.
Jeg er SÅ stolt af Emma, og faktisk også af mig selv, fordi jeg ved hvor lang vejen har været for os begge.


Da vi fik besked om at alle os som havde tilmeldt prøven var kommet med gik der lidt panik i mig, så aftalte et møde med Susanne Bach, min evigt fantastisk dygtige træningsmakker som især hjælper mig med sportræning, men også med mit hoved, og allervigtigst min tro på EGNE og Emmas evner!

Det var LIGE det jeg og Emma havde brug for, vi fik nogle gode fif, og en ny slags underlag at træne på. Målet i alle træninger var at give Emma tillid til at hun godt kunne, og langsomt hæve niveauet, det lyder jo let nok, og når jeg træne med Susanne bliver træning let, og mine frustrationer fordamper fuldstændig!
Så vi kørte på med træning langs landevej, med slip, med wiedergang, og de forstyrrelser det nu giver når der næsten ikke er noget id-fært. Emma blev i løbet af de 5-6 træningsgange vi havde på 1,5-2 uger RET dygtig til landevejssporene!

De sidste to træningsgange inden prøven (søndag og tirsdag) havde jeg valgt skulle foregå i skov, da jeg var HELT sikker på at prøven ville foregå i skov, og jeg havde brug for at Emma forstod at sætte vores landevejstræning ind i skov-kontekst!
Det gik bare SÅ godt, søndag tænkte jeg, WOW, hun har virkelig fanget noget, jeg begyndte at kunne læse hvornår hun havde tabt sporet og søgte det (hvilket jo er "lovligt" i schweiss til en vis grænse), hvornår hun var tilbage, hvornår hun var usikker osv... det var en virkelig FED fornemmelse, at kende sin hund og nøøøj jeg kunne slappe af.
Tirsdag, anden skov, to forskellige underlag, først bøg med forskelligt i underskoven, der så gik over i nåleskov og så tilbage i bøgeskov, kryds af een grøft og een vej, to wiedergange.
Jeg havde ikke markeret sporet, men kunne ud fra naturen huske knæk osv. men det var fuldstændig ligegyldigt, for Emma var BARE LIGE I SPORET hele vejen!!!..hun missede den sidste wiedergang (måske bevidst!?).. resten fløj hun bare afsted på, det eneste som bekymrede mig lidt var hendes tempo, som var MEGET højt, hvilket IKKE er tilladt i schweiss!

Men egentlig var jeg ligeglad, for den tirsdagstræning beviste mig at Emma syntes at det her schweiss er FEDT og hun gider og hun tror på sig selv og det er bare OS to sammen som ET HOLD! Og så var jeg HELT ligeglad med om vi bestod sporet fredag... den PERFEKTE indstilling til en prøve for Emma og mig!


Da vi ankom til mødestedet søndag, var jeg SLET IKKE nervøs, ikke det mindste (jeg har nok været en smule nervøs, men jeg mærkede ingen uro, lidt spænding måske)...jeg ville bare gerne ud og være i sporbobbel med min hund! Fed fed fed fed følelse...meget lig den følelse jeg havde til vores sidste DcH prøve.."pyt pyt, bare vi er sammen med hinanden, så bliver det FANTASTISK!"... og sammen var vi!
Vores spor lå et andet sted, jeg har trukket det første spor i vores gruppe, og det var egentlig meget rart, kl. var 11 og det begyndte at blive lunt, så det var rart at komme i gang.

Vi fulgtes med dommer og stifinder ud til sporet, dommeren er også hornblæser og en rigtig hyggelig fyr, så det var ekstra nervøsitets dæmpende.

Vi fik lov at gå i gang, anskudsstedet var markeret med en bregne som pegede i sporets retning, det var fuld af blod, og min erfaring sagde mig at Emma skulle bruge rigeligt med tid der, så jeg sørgede for at vente med at give hende snor til at forsætte, hun slikkede schweiss i sig og jeg tænkte det var en fin måde at få det helt ind i systemet.

Hun kom fint i gang, alle mine bekymringer omkring tempo var unødvendige (som bekymringer ofte er!)..da jeg havde noget for mig usynlig nervøsitet i maven, som åbenbart var ganske tydelig for Emma, dæmper hun sig en smule ved at bevæge sig langsommere på sporet. Jeg havde faktisk flere udfordringer end Emma, da linen gav Emmas utrænede fører store kvaler når jeg troede jeg kunne passere en anden vej rundt om nogle småtræer end hende, for så at opdage at der var grøfter..ihh altså.

Ca. 30-50 meter inde i sporet begynder Emma at flakke rundt, jeg følger hende lidt rundt, men forsøger at stå der hvor hun sidste har markeret sporet til at være, da hun har gået rundt i hvad jeg vil skyde på er ca et minut (og dommer og stifinder har sat sig på et par træstubbe for at vente)..kigger hun spørgende op på mig, og jeg kan ikke hjælpe med andet end at hun skal søge efter Bambi (signal til schweiss)...så sætter hun næsen i jorden..genfinder sporet og tonser videre i samme retning som vi startede i... resten af sporet går hun SÅ fint!

Ind i mellem tænkte jeg at det da VIRKELIG IKKE kunne passe at stifinder var gået DEN vej, men så kiggede jeg bare på Emma og tænkte at det MÅTTE hun bare være..for Emma gik i hvert fald schweiss spor!... pludselig er vi nået hele vejen rundt, synes ikke det tog ret lang tid, Emma står på skindet og kigger på mig, jeg ved ikke om jeg må belønne der, eller skal vente... dommeren spiller skindet-er-fundet-melodi på sit horn og man får da HELT gåsehud! Hun er jo ganske fantastisk hende Emma...ikke at jeg havde behøvet at tage HELT til Jylland i en nåleskovsplantage for at finde ud af det, for jeg ved det jo godt i forvejen! :-)
Emma bar skindet HELE vejen tilbage til bilen, ca 500 meter, SHIT hun var stolt.. men så igen, det var jeg fandme også, selvom jeg ikke tvivlede på hende, hvis vi bare fik en god start, vidste jeg godt at hun nok skulle komme rundt.
Det sted hvor hun flakkede rundt længe, havde der få minutter inden vi kom ud til sporet været rådyr over sporet, vi så den inden vi gik ned til sporet. Og det var altså det som havde forstyrret hende lidt...MEGET...men hun kom faktisk selv tilbage til sporet efter en minimal opmuntring fra mig! :-) SÅÅÅÅÅ glad for min hund.

Dommerkritikken fra vores prøve

Vi er nu gået i gang med at træne til 400 meter 20 timer, vi er tilmeldt endnu et 400 meter 3 timer i september, ved ikke om jeg vil forsøge at få det lavet om til 20 timer...det må vi lige se efter sommerferien hvor langt vi er nået med træningen :-)