I Want It All

Smukke tøs ved Karlstrup Kalkgrav i torsdags..


Synes godt nok ugen burde være 3-4 dage længere og dagene mindst 5-6 timer længere for tiden. Der er SÅ meget jeg gerne vil nå, jeg tror det hedder livslyst, men i hvert fald er der godt gang i firmaerne, både det med fotogrejet og det med tegnsproget.
Derudover vil jeg gerne træne en masse med Emma, lege med logoer og hjemmesiden, jeg kan godt lide at lave mad og invitere familie og venner på besøg, men vigtigst af alt er at tilbringe tid med Rune og Gustav.. når de er hjemme. 


Det kan føles MEGET frustrerende selv at skulle foretage valget på hvor man vil bruge sin tid. Og når man både vil være en dygtig tolk som svarer kunder og kolleger hurtigt, vil bruge tid på at træne sin hund, og være verdens bedste mor, søster, kone og samtidig dygtiggøre sig ud i hundetræning og fotokunst så ER man bare nødt til at prioritere sin tid. 
ØV.. jeg vil det hele.


I går sagde jeg til Rune at hvis mit liv skulle have en titelsang, skulle det være denne her Queen "I Want It All" (..And I Want It NOW)... suk.. jeg skal prøve at huske at jeg forhåbentlig lever mindst 50 år endnu, jeg skal nok nå det hele, men måske ikke NOW.. og det kan være okay at nå noget af det senere. :-)


I tirsdags var jeg som tidligere skrevet nede og træne med Paul og Susanne i Jersie, det var deeejligt.
Onsdag gik det meste af dagen med job, og så er jeg begyndt at køre kampagne på feltsøget med Emma, belønningen er kattemad, synes dog ikke hun er helt oppe og køre over det, så måske skal der eksperimenteres med leverpostej, ost og fiskedunser også, men hun har ikke renset sig i forbindelse med øvelsen, vi er kommet op på to genstande og skjult i græs på et lille areal, hun ser stadig genstandene blive lagt ud.


Torsdag var vi på en lille løbetur ved Køge Marina og derefter svømmetur med Light House






















Torsdag eftermiddag var vi en tur til Karlstrup Kalkgrav, det er så smukt et område pga farven på bunden (hvid) bliver vandet helt turkistblåt på en god solskinsdag, der var også andre som havde fået ideen med besøg til kalkgraven.



Fredag formiddag var jeg på job, og skulle forsøge at slappe lidt af inden sportræning med Emma og DcH velgørenhedsformål.
Jeg DUER ikke til at slappe af midt på dagen...
Så kørte vi til Glostrup for at få hjælp til sportræningen, jeg er meget i vildrede med Emmas "sporniveau" (OG MIT EGET!!!) og det er super fedt at få nogle erfarene øjne til at se på os. Jeg fik nogle rigtig gode fifs til den videre sportræning til Emma.
Vi startede med at Susanne lagde et spor med 45/135 graders knæk altså blødere end dem vi selv går! Hun startede med at lave en fært boks, som de bruger i forbindelse med brugshundeprøver, så brugte hun genstande af stof, som tager mere fært til sig.
Det spor Susanne lagde var uden godbidder for at vurdere Emmas niveau.
Ca. 60 skridt derud af med 3 genstande et knæk og så yderligere 15 skridt og genstand.
Sporet lå kun ganske kort tid.
Så gik Susanne sporet bag ved Emma, mens jeg kiggede på, Emma lavede en god start, ca. 40 skridt henne i sporet blev hun VÆLDIG ukoncentreret og kunne et HAV af overspringshandlinger (tisse, jage mus, spise græs)! 
Susanne gav hende ingen anden hjælp end at blive og holde fast på linen. Emma kom af sig selv i gang igen. Det er vigtigt at jeg ikke bare hjælper Emma når hun kigger på mig eller roder, hellere lade hende selv finde ud af hvad hun skal. Det bonner mere op på selvtillidsskalaen..og hun lærer mere af det.
Genstandene af stof samlede Emma op, undtagen to som hun overså (heraf en af træ), den sidste genstand træklods dækkede hun af ved.

Så snakkede Susanne og jeg om det vi havde observeret på sporet (hold op det er fedt at kunne sparre med en som ved noget om det!)
Medvind går Emma fint, så nul guffer der (KUN i opstarten!), sidevind er svært for Emma så der skal der komme guffer, men det skal være MEGET uforudsigeligt 5 skridt (1 guf) 20 skridt (3 guffer) 3 skridt (genstand) osv.
Knæk skal laves enten med godbidder op til knækket og så KRAFTIGE spor i knækket (135 grader), eller med Guffer lige op til og så lige efter knækket og tætte skridt til 5 skridt efter knæk, så alm. skridt igen, og i de små skridt efter knækket ligger guffer, umiddelbart efter alm. skridt kommer der genstand.

Så lagde jeg spor til Bastian, ingen guffer, kun genstande, og det var et ret langt spor. Imens lagde Susanne to sport til Emma, et ligeud motivationsspor med mad og genstande og et U-spor til min store benovelse, tænk at Emma skal gå et konkurrencespor når hun ikke kan gå et rigtig spor (men det er som Susanne siger bare et spørgsmål om at kende hunden og kunne støtte den rigtigt, den skal jo vænne sig til længden af sporet)..

Først gik Bastian og Susanne det spor  jeg havde lagt, han kan BARE gå spor ham Bastian, det var sindsyg flot, han fandt alle genstande og han var 100% sikker på knækket! Han var ret hurtigt rundt på det sport der havde taget mig mindst 15 minutter at lægge, det var overstået på et par minutter i raskt tempo, FEDT at se!

Så Emmas tur, U-spor, startende i medvind, med guffer i starten, en genstand på første ben som hun går over, jeg holder på en knude ca. 2 meter line, og skal lave gummiarm så snoren altid er over jorden så Emma ikke får den mellem benene. Første knæk tager hun bare SÅ flot, der ligger masser af godbidder i knækket. Og efter knækket dækker hun ved en af Susannes stofgenstande!!! (hun har aldrig haft stofgenstande på (kun på det tidligere spor) og dækker altså spontant af, shit det er nice at se. Der er stor spredning på gufferne, men Emma går rigtig flot, andet knæk går også fint! Hun misser to genstande, men går et RIGTIG RIGTIG RIGTIG flot spor!

Vi slutter af med motivationssporet hvor Emma over ser to genstande, men får spist de fleste godbidder. Det har været en super dag, og Emma og jeg er ret trætte.

Så går turen hjem og hente Gustav, og jeg har lyst til at hygge med snobrød i haven.. så det gør vi da bare sammen med naboens unger.

Kl. 18:45, kører Emma og jeg til Parken for at lege nattevagt ved Copenhagen Historic Grand Prix fra kl. 20 til kl. 24, der skete godt nok meget, og vi kom en del rundt i Fælledparken både til bens og i lille 4-hjuls scooter, Emma var ikke helt begejstret ved den, men blev fodret med rester fra sportræningen og det hjalp en hel del, man er vel labrador! Pengene vi tjener går til DcH, og jeg vil rigtig gerne støtte DcH, da jeg synes det er fantastisk hvad man får af oplevelser for små penge, selv arrangementet i Fælledparken var virkelig hyggeligt og man får nogle gode hundesnakke med folk.

Vel hjemme kl. 01:30 er det på hovedet i seng.. lørdag kører vi på stranden med farmor da Gustavs og min mødregruppe var aflyst, så der blev lige tid til familie. Eftermiddagen bliver brugt på en lur, da jeg igen søndag morgen skal på natteroderi med Emma..
Lørdag aften får Emma fred mens vi andre kører til Køge og spiser.. og så hjem i seng med Gustav og mig.

Gustav og farmor bygger hule på stranden

Emma holder øje med at uønskede hundegæster ikke stjæler vores ting


Gustav i et vældigt humør på torvet i Køge
I nat var det så op og igang igen for Emma og mig, vi skulle møde ind kl. 03:30 og skulle egentlig have fri kl. 08:00, men var heldige at få fri allerede kl. 06:30, så jeg nappede lige et par timer i bilen inden jeg skulle være på tolkearbejde kl. 10:15 i København.
Rune og Gustav kom og hentede Emma så hun ikke skulle sidde længe i bilen i varmen og vente.
Hjemme igen fik jeg trænet lidt kampagne med feltsøg med Emma, stadig ikke den store begejstring, men jeg vil lige give metoden en chance, og så længe hun ikke renser sig eller laver andre overspringshandlinger i feltet så holder vi på med træningen.

I morgen skal jeg ud og træne spor med Emma for første gang siden i fredags, jeg glæder mig meget og er begyndt at overveje hvilke spor der skal lægges og hvordan og hvorledes med genstande.. :-)

Her er mine rodenoter fra træningen i fredags med Susanne:


Noter efter sportræning med Susanne


Medvind fint, sidevind meget svært, så ved sidenvind skal der ligge flere guffer til at hjælpe hende med at have snuden i jorden.
Altid guf i opstart
Guf før knæk og efter knæk
Ved tis og græs, "nej" ingen hjælp til at komme videre, lad hende selv tænke
Knæk 135 grader til at starte på, ekstra fært ved kraftig "aftørring" af fødderne i underlaget, korteskridt 2-3 og så alm. igen.
Kaste spyd eller sølvpapirkugler i retning væk fra knækket for at markere knæk.
Balance mellem at være klar fra hundens side og at stresse op så den ikke er koncentreret
evt lille vaskeklud vaske næse...
Gøre klar 5 meter før sporet, så hun sidder der og får færten
Opstartskasse, er den relevant, 5x5 meter hvordan er opsøg i A klassen i DcH?
Bruge genstande af andet materiale, da der er mere fært på dem, lære at dække af ved dem.
Passe på ikke at hjælpe hende for meget, lære at løse øvelserne selv, som hun skal til prøverne.
Træne genstande undervejs på sporet træde til side hvis hun går over en genstand eller lægger sig forkert ved genstanden, på den måde kommer der også mere værdi i genstanden, bagefter tilbage i sporet, se på den lange line, dæk vend genstanden, en godbid og forsætte stille og roligt.
Knækket godbid 3-4 skridt efter knækket og så genstand kort efter alm. skridt som bekræftelse på at hun er på rette vej.

Kommentarer

Populære opslag