tirsdag den 2. oktober 2012

Rejs dig ved det træ du blev fældet ved!



Artige Emma håber at det snart er hendes tur til at komme på græs og tjene guffer..
Jeg havde glædet mig meget til den træningsweekend i Fakse sammen med de andre DcH folk fra Herfølge.
Jeg glædede mig især til sportræning med en instruktør fra Jylland, som tidligere selv har trænet i Herfølge, og jeg havde hørt meget positivt om hende og hendes skarpe øje for detaljer. På forhånd en instruktør jeg mente ville kunne give mit og Emmas samarbejde lidt krydderi!
Der bliver talt meget sammen om metoder, det er super fedt, 
man lærer hinanden at kende rigtig godt på 
sådan en weekendtræningslejrtur!
Jeg gik ind til weekenden med åbent sind, og en indstilling af at der nok skulle være et eller andet jeg kunne få med hjem.
Jeg havde fået Rune til at køre campingvognen ned til spejderhytten, så jeg havde et sted med varme at lægge Emma ind, og muligheden for at sove i "egen" seng. 
Fredag aften var bare sådan lidt hyggeaften uden træning, dvs dem som kom sidst på eftermiddagen havde været ude at træne, men da vi først kom ved 18-tiden nåede jeg ikke at være med, så vi sparede på kræfterne til lørdag.
Lørdag morgen startede vi med fælles morgenmad kl 8, dernæst ud at træne med vores instruktør, hun havde planlagt det smart, så vi startede på pladsen med stuedressurøvelser. 
Her har Emma og jeg en udfordring i forhold til især fri ved fod, og det er primært fordi vi ikke træner det, grundlæggende er det på plads, men da vi ikke træner og kun går fri ved fod til prøverne er Emma ved at lære at fri ved fod er dødsygt.. Dumt, men jeg har simpelthen alt fokus på sportræningen.
Til gengæld har jeg rimelig styr på hvad jeg skal gøre når jeg træner fri ved fod med Emma.. Og Anette (vores instruktør) var helt enig.
Det er ikke elendigt.. men heller ikke perfekt..
Ditto
Emma bryder sig ikke om at være tæt på andre mennesker når hun går 
fri ved fod med mig, og hun tror hun lige er nødt til at tjekke det ud

Der tales om baggrunden for Emmas pt begrænsede energi og glæde ved at 
gå fri ved fod, samt mulige løsninger og delmål.
Fri ved fod skal trænes ved at gå tæt på andre og belønne inden hun slipper sit fokus på mig, trænes i forskelligt tempo og forskelligt underlag.
Træne opstart  af følge hvor andre hunde har siddet så der dufter også evt. af godbidder. Træne opstart fokus skal være hos mig, fra plads signal inden opstartstedet til fri-signal efter øvelse skal fokus være på MIG!
Endvidere har vi sommetider lidt udfordringer i fremsendingen, hvor Emma løber i den retning HUN TROR der ligger legetøj, sommetider lader hun sig lokke af flag, det gjorde hun også i dag. Anette viste os en fed øvelse til at træne at hunden skal tage retning, det fede ved dette delmoment er at det kan overføres så det kan bruges til fremsending,rundering og eftersøgning i A-klassen, øvelsen foregår som følger: 
Jeg holder i Emmas halsbånd til jeg er sikker på hun ser i den retning min 
arm viser.. så hun ikke får belønnet sig ved at løbe sin egen vej.
Hunden skal belønnes for at stå tæt på førerens ben med retning i næste 
løberetning.
8 spande med guf på toppen, hunden får lov at se de to sidste guffer blive lagt ud, første gang man laver øvelsen. Sende ud til spandene en af gangen! Hunden skal tilbage til fører mellem udløb til spandene, med Emma skal jeg lige holde igen i halsbåndet de første to fremsendinger til jeg kan se hun tager retningen, rose for at hun kigger på og følger armen. :-)




Og så er det bare derudaf mod gufspanden.
Afsted det går, Emma syntes det var en EMINENT leg, helt sikkert noget vi skal gentage derhjemme!
Jeg var bare så kvæstet efter formiddagen, når jeg sidder her og læser, lavede vi egentlig ikke så meget og jeg havde stort fokus på at give Emma pauser, da vi gik og trænede fri ved fod momenterne alene..

Efter frokost skulle vi til sporet, faste læsere på min blog vil vide, at jeg har bøvlet en del med netop sportræningen, som dog den seneste tid har rykket efter jeg er begyndt at træne med Susanne Bach. Jeg glædede mig dog vildt til at få flere guldkorn til denne svære diciplin. 
Sporarealerne lå en kort køretur fra hytten og var en stor fin stubmark med udlæg og den var godt fugtig! Der var en del vind, men den måde vi fordelte marken passede med at vi kunne starte ud i med/sidevind.
Vi fik til opgave at lægge et spor på maks 150 skridt, som skulle vise vores udfordringer på sporet. 
Emmas og mine udfordringer er mange, men især knæk har vi det lidt træls med.
Jeg lagde et spor som var 20 skridt, knæk med færtskrab, godbidder 3 skridt efter knækket. 30 skridt, knæk med færtskrab, godbidder efter knækket, 40 skridt, knæk med færtskrab, godbidder efter knækket, 30 skridt, knæk med færtskrab og godbidder efter knækket, 20 skridt og godbidder i større bunke.
Emma lå så artigt og ventede på det blev hendes tur til at løbe ved de 8 spande.
Vores spor lå sidst, vi var 8 hunde og der blev brugt god tid til hver hundefører, der kom gode og konstruktive løsninger til hundeførerne og jeg glædede mig meget til at høre hvad der kunne siges om vores spor...
Da jeg havde været med på 3 spor var jeg træt og gik op for at hente Emma og jeg ville lige lufte hende lidt og lufte mit hovede så jeg havde styr på hvordan jeg ville takle sporet. Bagefter satte jeg mig ved sporet med Emma og ventede.
Endelig blev det vores tur, der gik ca 6 hundeførere med os også Anette.. Jeg var nok lidt nervøs, selvom jeg helst ikke vil indrømme det. Emma gik en smule af sporet fra starten, hun gik over knækket som lå relativt kort efter start. 
Jeg stoppede hende, da jeg stod 2 skridt fra knækket, Emma gik på mussejagt, jeg halede hende ind og hun fik færten fra andet ben mens jeg halede hende ind. 
Andet knæk gik lidt bedre, jeg roste hende meget lidt. 
På tredje ben gik hun ikke så flot, og knækket skulle hun igen have hjælp til.. Det samme med 4 knæk, da hun nåede til slutbelønnongen roste jeg let.
Anette spurgte hvor meget Emma går spor og hvor meget jeg går spor... Jeg forstod ikke helt hvad hun mente, Anette sagde, at det det jo var mig som gik sporet, at hun var rystet og synes at det er synd for Emma, at der mangler motivation hos Emma, og at jeg skal overveje enten at droppe DcH lydighed eller få en anden til at træne hende i spor, for hun er virkelig rystet over det hun havde set. Jeg var meget i chok, hvor blev alle de gode konstruktive råd af (jeg opfattede ikke hendes opmuntring til at droppe DcH arbejdet som et konstruktivt forslag!?) vi gik op for at få the og kaffe, jeg med tårene stående i kanten af øjelåget. Jeg var stadig helt paf...
Da vi kørte tilbage til spejderhytten for at træne videre, kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere, jeg var ked af at nogle synes at jeg behandler min hund dårligt, især når jeg ikke selv synes sådan, og hvis det skulle være tilfældet, hvorfor er der så ikke andre som har sagt det til mig... Jeg havde mest lyst til at køre direkte hjem, det var ikke DET jeg var taget på kursus for, jeg følte, at jeg har fået en skideballe som var uberettet, i hvert fald leveret al for hårdt...! 
Tilbage ved hytten parkerede jeg oppe ved campingvognene, jeg var slet ikke i humør til at træne, jeg følte mig mejet ned, tromlet, skudt og FÆLDET!
Da jeg var færdig med at tude, bestemte jeg mig for at en eller anden træner fra Jylland sgu ikke skulle få mig ned med nakken! 
Jeg skal nok selv bestemme om jeg er færdig med at træne eller ej! Og det bliver et "EJ" herfra! 
Jeg tørrede øjnene og besluttede mig for at lægge et fint let træningsspor på græsmarken hvor campingvognene holder, bare et lille L.: 30 skridt med en genstand, knæk med færtskrab, godbidder efter knækket, to genstande og leg med mig!

Jeg tog Emma ud, lavede lidt fri ved fod, positioner under gang... Så kom en af de andre hundeførere og spurgte om jeg var indebrændt, det var jeg ikke, jeg var ked af det, ked af at der er nogen personer som kan finde på at tale så hårdt til mig når jeg har gjort mit bedste for at vise hvor vores udfordringer var.. Ked af at hun ikke havde sagt en eneste positiv ting, og at jeg absolut ingen redskaber fik til at gå videre. 
Han sagde at hun gerne ville tale med mig og samle op, og selvom jeg inderst inde slet ikke havde lyst til at se hende mere, bare tanken om det fik mig til at græde igen..
Men jeg sagde, at jeg gerne ville tale med hende. Bagefter kom en endnu en hundefører og gav et kram, vi fik talt lidt om episoden, hun sagde, at hun aldrig tidligere havde set Anette sådan, og hun var også lidt chokeret. Vi gik sammen det lette spor jeg havde lagt ud til Emma, det går så fint, ro på, finder alle tre genstande samt knækket, logrende hale hele vejen igennem.
Derefter gik vi en tur i skoven, det føltes rigtig godt!
Da jeg kom tilbage efter skovtur stod Anette og var klar til at tale med mig, der var ikke undskyldninger i luften, men jeg fik sagt, at jeg nok ikke havde meldt mig på det kursus hvis jeg ikke havde lyst til at lave DcH lydighed. 
Jeg sagde også at jeg har rodet rundt i metoder og forskellige eksperter... Hun sagde at jeg skulle holde op med at give andre skylden, at hun altid mener hun samler op, og hun tilbød at vi skal ud at gå spor om søndagen... 
Vi aftaler, at jeg kommer tilbage til hytten efter arbejde, ca kl 13:30 om søndagen.
Jeg havde det stadig underligt inden i, jeg fik ikke den afklaring som jeg havde håbet, resten af aftenen står i festmiddagens tegn, jeg var træt, stadig med en følelse af at være fældet... Og jeg var ikke rigtig i festhumør, men prøvede at fortrænge dagens oplevelse.

Søndag spiser jeg morgenmad med de andre og kører til Kbh og tolker... Jeg er tilbage ved hytten kl 13:45... Jeg pakker sportingene, og går med Mette og Anette til sporet. Mette er med får at få flere fifs til sportræning udfra mit eksempel.
Anette er meget pludselig meget mere venlig og fortæller konkret og præcist  hvad hun vil have mig til at gøre. 
Jeg skal lægge et ligeud spor på ca 80 skridt, godbidder i et vekslende antal hvert 5-8 skridt.
Imens lægger Anette et spor med to knæk på på samme måde med godbidder.
Da sporene har trukket længe nok, sætter jeg sele på Emma, Anette siger at det vigtigste er at Emmas line er løs hele vejen, så hun kan føle at det er HENDE som arbejder. Jeg SKAL rose undervejs, men det skal være så lavt at Emma ikke forstyrres af det.
Ca 50 skridt inde begynder Emma at sætte farten op og droppe godbidderne. Anettes teori er at Emma ikke er i stand til at gå et længere spor, og det er en slags måde at holde pause, uden at jeg i den anden ende af sporlinen bliver sur. 
Hun foreslår at jeg i fremtiden i stedet for lægger et depot på sporet efter 40-50 skridt, så hun får pause i 2-3 sekunder mens hun spiser. Resten går fint, synes jeg siger "dyyygtig" hele tiden. Emma reagerer kun på det ved at logre ekstra med halen.

Så til knæksporet, samme regler, ros når hun samler en godbid op, løs line, også hvis hun går over et knæk. 
Det går fint derudaf, samme som før at hun løfter hovedet efter 40-50 skridt og derved karter hun ud over det første knæk i fuld line, hun går op i vinden for at fange knækket, det må hun ikke, for til prøverne koster det to point, så det skal hun ikke belønnes for at gøre! Anette hiver hende ind, sætter hende på lige før færtskrab i knækket, hun får færten og stor ros, fint ud af andet ben, opsamling af godbidder og ros! Andet knæk går hun 1,5 meter over, finder selv ud af at hun er ude af sporet og finder knækket, ros igen.

Anette laver følgende forslag til en fremtidig sportræningsplan til os:
Trin 1: lave ligeud spor, i alle vindretninger, godbidder på, løs line, rose for at lede efter godbidder, ikke lade hende give op, hvis hun ser ud som om hun har fært af en godbid skal hun opmuntres til at lede videre, dette bliver gavnligt i forhold til at samle ALLE genstande op, også dem som forputter sig under beplantning.
Trin 2: NÅR Emma viser at hun har roen og modet til at samle alle godbidder op på ligeud spor, og har fået succes ved det på forskellige underlag, så kan jeg starte med knæk, da hun nu vil vide hvad det er at gå spor, og hun derfor med større sandsynlighed vil se færtskrabet. Her kan der trænes knæk med mindre og mindre færtskrab når hun har lært at undvære godbidder op til og efter knækket (langt trin)
Beslutte mig for hvor langt jeg vil acceptere at hun går udover knækket 1,5mtr eks. og der stopper jeg med at give hende line, det må ikke være et ryk, når hun er tilbage ved sporet og drejer hovedet i den rigtige retning løsne linen igen.
Trin 3: NÅR Emma har styr på knækspor, kan jeg begynde at lægge genstande på ligeud spor, dog uden godbidder.

Da vi var færdige med træningen og forklaringen kom der trods alt lidt ros for sporet om lørdagen, Anette sagde at det var dejligt at se, at jeg havde styr på hvor mine knæk havde været, og det havde jeg, for jeg turde ikke andet :-)
Vi snakkede også en del om udfordringen ved at være DKK hundefører og skifte til mere (for hunden) selvstændigt arbejde, om at være kontrol freak og skulle slippe kontrollen... Hovsa.. Ret rammende.! Og at jeg nu skal hjem og vælge en sportræningsvej for Emma og mig, så vi kan få ro på træningen og begynde at rykke.

Planen ser ud som følger:
*De næste 14 dage træner Emma kun ligeud spor, jeg skal eksperimentere lidt med mængden / hyppigheden af godbidder.
* jeg forsætter med at træne med Susanne, så vi kan få nogle fremmedfærts spor og en som holder øje med at jeg holder det jeg har sat mig for!
* når Emma er klar vil jeg krydre almindelige knækspor med Susannes knækfirkant.

Jeg skal huske reglerne:
*Rose Emma
*Hjælpe med at være vedholdende for at finde guffer
LØS line
*Gufferne skal være noget særlig godt som hun kun får på sporet ( jeg har valgt fiskefrikadelle som hun kan det meste for at få)
*kun gå videre når Emma oser af selvtillid og sikkerhed!


.. og selvom jeg BESTEMT ikke bryder mig om den tone der er blevet talt til mig i, så 

har JEG rejst mig ved det træ jeg er blevet FÆLDET ved
... og kommet styrket ud af det, må det være en lærdom til mig og alle som læser dette blogindlæg! :-)

Imponerende hvis du har læst med hele vejen! :-D

2 kommentarer:

Lone Sommer sagde ...

Ja, jeg læste det hele vejen. SUPER indlæg.

Camilla Joh sagde ...

Tak Lone :-)