mandag den 30. juni 2014

Mine tanker om konkurrenceforberedelse..



Der florerer i ofte mange kurser i at gøre sig klar til konkurrence, at gøre hunden klar til konkurrence osv.. I weekenden var jeg sammen med en del hundeførere som alle (stort set) mente at det var UMULIGT at gøre noget ved deres konkurrencenerver og deres præsationsangst, eller hunden kan godt til træning, men ikke til prøverne osv.

Jeg vil her gerne fortælle hvad der har nyttet rigtig godt for mig.

Emma har altid arbejdet under et forholdsvist stort forventningspres fra mig, og jeg har ligeledes arbejdet under et stort forventningspres fra mig selv! ..kun 10 taller til prøverne er det bedste, og kunne man hive en 1. vinder titel med hjem SÅ var det da i hvert fald gået som det skulle! (dermed ikke sagt, at jeg ikke nemt kun finde en masse ting som jeg ikke var tilfreds med, var der røget et halvt point var det KONSEKVENT det jeg valgte at fokusere på, også selvom jeg påstod at jeg var glad og tilfreds.)

Det jeg undervejs slet ikke fokuserede på var, at jeg og Emma også, er vildt dårlige til at arbejde under forventningspres!

Forventningspres forstået som at vi skal præstere vores bedste HVERGANG, uanset glæde og samarbejde, bare høje point og gode placeringer, bloggen her hedder jo også "Emmas vej til toppen", hvorimod Findus' blog hedder "Fantastiske Findus", et MEGET konkret eksempel på mit pres som startede allerede da Emma var ca. 6 mdr. gammel og jeg kunne se hvilken vej det bar med os. Et super godt samarbejde, nogle øvelser som blev leget ind, med stor præcision, en hund med fantastisk "pleaser"gen og øje for sin fører. ..midt i alt det her glemte jeg bare at se det hele lidt fra oven, glemte helheden og kærligheden, for lidt hunde"ejer" for meget hunde"bestemmer".
Jeg pacede Emma frem, folk omkring mig sagde det til mig, jeg prøvede at høre efter, men kunne ikke styre mig, for det vigtigste for mig var titler og point. Det titler og point efter vores 3. LP3 titel ligesom udeblev og der heller ikke i træningen var specielt meget plads til sjov, hunden KAN jo øvelserne, så hvorfor skal vi træne, den kan da bare gøre hvad der bliver sagt, valgte jeg efter een officiel prøve i LPE at skifte til DcHs lydighedsprogram. Her udeblev titler og point også, hvilket jeg slet ikke kunne forstå, men årsagen er såre enkel, det var ikke programmet eller øvelserne den var gal med, det var hele min indstilling.

Hvis vi ikke træner for samværet skyld, for processen og udviklingen, hvis vi kun stræber efter at få successen og rygklapperiet til næste prøve, så løber både vi, men især hundene hurtigt død i det.
Her kommer en vigtig pointe igen, FOKUS... som en mentaløvelse der er MINDST lige så vigtig som fri ved fod.
Dvs, du kan ikke bare dukke op med din hund på prøvedagen og gå til prøve og gøre det godt hvis du slet ikke har trænet øvelserne inden, det er der naturligvis ikke nogen af os som kunne finde på.  Men jeg stillede glædeligt til mange prøver med Emma uden at have trænet mit mentale fokus.
Jeg lavede dog en del visualiseringsøvelser, øvelser jeg spillede i min mentale-videomaskine, Emma som lavede PERFEKTE øvelser.. men aldrig nogle billeder af hendes "perfekte" fører, altid fokus på hende og hendes præstation.

Først da jeg som skrevet i et tidligere blogindlæg besøgte en coach for at finde ud af hvad jeg skulle gøre ved mig selv for at være et bedre menneske for Emma kom der for alvor gang i hjernecellerne.
Jeg skulle træne mig selv i at se positivt OVER ALT, så en træningsøvelse (som jeg i den periode gjorde op til 10 gange om dagen!) var at hvis jeg greb mig selv i negative tanker, eks. om en fremmed jeg så på gaden, skulle jeg straks! forsøge at tænke "men hvad kan han/hun lære mig..hvad kan jeg lære af ham/hende"... det er VOLDSOMT svært og sådan er det med vaner.

Hvis hunden har haft en forkert position i fri ved fod i 3 år er den for os at se næsten umuligt at rette det, sådan kan det også føles med den mentale træning, men hvis man ikke gør en indsats, så kommer der heller ikke noget resultat.

Jeg træner stadig at se positivt, fordi det gør livet så meget mere behageligt. Og fordi det hjælper mig med at gøre mig mentalt klar til konkurrencerne.
Jeg kan når jeg sidder i min bil, nemt fremkalde nervøsiteten/præstationspresset som jeg tidligere lod mig vælte bagud af, og på den måde kan jeg aktivt arbejde med at få den væk, uden at udsætte mine hunde eller min pengepung for en "rigtig" prøvesituation. Når jeg eks. sidder i min bil i en myldretidssituation, eller endnu bedre en aften i sengen hvor jeg ikke kan falde i søvn, så kan jeg fremkalde sommerfuglene som på kommando, og øve mig i at få fyldt maven, benene, armene og især hovedet ud med min varme, beroligende lykkefølelse, og så træner jeg fokus.

Jeg flytter fokus VÆK fra øvelserne, VÆK fra point, VÆK fra konkurrenter, VÆK fra prøveunderlag osv osv ...over til at være rolig, dybe vejrtrækninger, genfinde en lykkelig følelse i maven (konkretiseret ved en følelse af en varm bold i maven, som kommer når jeg især har hele min familie omkring mig i Høve skov (hvad er din lykke følelse???)), få ro på min vejrtrækning, at få kontakt til min hund, elske den som den er, fokus på de steder jeg skal gøre min hund klar mellem øvelser, inden vi går til start, visualisere mig selv, huske inde til prøven at det er min hund som er vigtig IKKE dommeren!

Hunden kan jeg kun styre, hvis jeg styrer mig selv!
Ligner meget det som Niina Svartberg kalder træningsmål.

Fokus på det jeg skal.. ikke fokus på det jeg ikke skal!

Hvis vi får en dum prøve, gør det ikke noget hvis min hund bare kommer ud med en følelse af at være stjerne, hellere efterlade en første præmie hvis min hund kommer styrket ud fra banen, end omvendt.

Jeg arbejder også på vores relation i dagligdagen, at Emma som elsker at blive nusset og putte, får en masse af den opmærksomhed, så hun føler sig elsket på forhånd.
At Findus som måske ikke er SÅ meget til nus, får noget ekstra leg med mig, bare fordi jeg elsker ham.
Jeg tror ikke at mine hunde tænker at de bliver elsket, men jeg tror det skaber en tillid og afhængighed mellem os, som vi kan trække på når jeg TRODS alt min mentalforberedelse alligevel bliver mærkelig!

Men vil man gøre en indsats for at blive bedre til konkurrencer koster det noget af os, det er ikke nok at gå på nogle fine og dejlige kurser, der skal lægges arbejde til bagefter, trænes med hundene, trænes med vores mentale tilstand. Det er i hvert fald min erfaring og det virker for mig :-)

2 kommentarer:

lotte sagde ...

Camilla, hvor er det bare et flot skriv ;-).
Det giver stof til eftertanke!

Camilla Joh sagde ...

Tak Lotte :-)