søndag den 17. november 2013

“En DKK-kvindes bekendelser” og “En hyldest til DcHs lydighedsprogram”



En glad vandhund, en vandglad hund, en hund i vand er glad... Emma min stjerne
Kære alle DcH hundeførere i Herfølge, her kommer beretningen om en ret frisk DKK-kvindes brutale møde med DcH-programmet:
Den friske DKK-kvinde er mig, Camilla, hundefører for Emma (gul labrador). 
Inden jeg vil bekende noget om DcH vil jeg gerne have at I kender vores forhistorie, da den jo som bekendt har det med at påvirke både nutid og fremtid...
Lineføring klasse 1 den 13/9 2008 til 9,5 point pga en hund som snuser en gang.

Billedet er 5 år gammelt.. holdda kæft hvor var vi også
lækre dengang! :-)
Vi startede vores konkurrence-karriere i DKK (Dansk Kennel Klub). Vi startede med klasse 1 vi bestod i første hug med 176 point ud af 180 mulige. Emma var oppe i klasse 1 den dag hun fyldte 10 mdr. (som er den tidligst tilladte alder at stille til lydighedsprøve i DKK), dagen efter gik vi op i klasse 2, som allerede er meget svære, det gik jo som man kunne forudse ikke specielt godt (160 point ud af 220 mulige) ...Emma var for ung, til at kunne gå til to prøver i samme weekend og dag to i et væsentlig svære program, men jeg havde en tosset ide om at vi skulle skynde os op i klasse 3, og helst med det samme, for der er jo prestige i at nå langt hurtigt med en så ung hund som muligt.
Inden Emma er 2 år går vi da også allerede klasse 3, vi bliver DKLPM (Danske Lydigheds Mestre = 3x 1.præmier i klasse 3(ellers Champion hvis hunden har stambog)) Inden Emma fylder 2 år, og er dermed på papiret klar til eliteklassen...
PÅ PAPIRET!!!
Hverken Emma eller jeg havde brugt den tid vi havde brug for i de forskellige klasser, Emma er det artigste hundevæsen jeg nogensinde har mødt. Og da vi aldrig trænede andet end DKK øvelser, var det her hun fik afløb for al hendes jagthunde energi. Vi trænede MEGET, da jeg fik Emma var jeg lige blevet selvstændig tegnsprogstolk, jeg havde al tid i verden, og den gik på at stresse mig selv, men desværre også Emma op i Eliteklassen. 
Inden Emmas 3 års fødselsdag gik vi op i Eliteklassen og det gik selvfølgelig ikke specielt godt, for vi var jo slet ikke klar! 
I mellemtiden var jeg også blevet mor, hvilket gjorde det noget svære for mig bare at tage ud at træne som jeg havde kunnet før i tiden.
Jeg kunne ikke rigtig forlige mig med DKKs Eliteklasse, kravene til udførelse af øvelserne er ikke bare markant hårdere, men umuligt meget hårdere, når man har skyndt sig for meget, og ikke er klar til at lægge det arbejde med sig selv og hunden i det som der kræves. 
Jeg havde lyst til at prøve noget andet med Emma som nu var blevet 3 år, og det er her DcH Herfølge kommer ind i billedet.
Jeg snakkede med Dil, som dengang gik DcH med Joythi i B-klassen og hun anbefalede Herfølge, og jeg startede i november 2010, for 3 år siden.
Jeg opfattede prøvekravene i DcH som meget lette, og mente at det da ikke kunne tage lang tid at gøre Emma til A eller E hund i DcH, og nøj hvor skulle jeg dog blive klogere!
I starten havde jeg en forventning om, at kunne gøre Emma klar til en B-prøve på 4 mdr. og det var inden Emma og jeg lærte noget om at gå spor, rundere, lave feltsøg og fremadsendelsen.
Relationen og tilliden mellem hund og fører er alt afgørende for deres præstation når der kommer pres på,
ingen har brug for at deres sparingspartner bliver en ekstra forhindring eller modstand når der skal ydes ekstra,
heller ikke min hund!
Det som er så UALMINDELIG fedt ved DcHs program er at man ALDRIG bliver færdig med at træne det, der er SÅ mange aspekter i det, alene sporet er jo et helt program helt for sig selv. 
I DKK brugte vi næsten udelukkende at træne delmomenter, satte næsten aldrig sammen til en helhed, vi gjorde også rigtig meget ud af at træne med forstyrrelser, hunde tæt på, kaste meget med bolde, gå fri ved fod over godbidder, kræve at hundens opmærksomhed i fri ved fod KUN var hos føreren, eller afbryde og starte forfra, evt. sænke kriteriet. Dette oplevede jeg ikke meget af i DcH, og da jeg gik i gang med at træne spor med Emma gjorde jeg desværre heller ikke brug af samme måde at dele sporøvelsen om i forskellige momenter.
Da jeg efter ca 2 år i DcH ENDELIG forstod hvad et spor kræver af træning, jeg havde jo hørt det flere gange før, men mente at hunden nemt kunne overføre sin viden om spor..(bevares det er der nogen hunde som kan)..Emma kunne bare ikke.. Det gjorde mig DYBT frustreret, og hvis der er noget som er skidt for hund og fører så er det frustrationer, det går lige i samarbejdet, og har man en blød hund får man det at se med det samme!
Sporet var ikke det eneste som drillede, og samtidig med at vi kæmpede (ikke et dårligt ordvalg for min måde at arbejde med sportræningen) med sporet, fik vi ikke forstærket de andre øvelser, vi kunne jo mange af stuedressurøvelserne fra vores tid i DKK, men det er bare ikke nok.
Jeg blev ved med at forvente bedre resultater til prøverne end til træning, det er jo det samme som at planlægge en skuffelse som ledte til endnu flere frustrationer, en rigtig ond cirkel.
Vejen ud af den onde cirkel kom for Emma og jeg, da jeg var ved at kaste håndklædet i ringen efter sidste klubmesterskab.
Et godt billede på at DcH øvelser med fordel kan trænes i ALLE MULIGE OG UMULIGE omgivelser!
Jeg trænede fast med B-holdet, men derud over havde jeg lidt ekstra hjælp, til især sportræningen, jeg har mine egne spormarker, men hvis ikke jeg kunne få hjælp MENS jeg gik der og da jeg ikke havde nogle gode erfaringer med mig fra tidligere, så blev jeg bare ikke en bedre hundefører.
Jeg fik hjælp af en dygtig veninde, som har lavet brugshundearbejde med sin egen labrador, hun er ekstrem positiv, kan sige tingene direkte uden at jeg bliver ked af det, og var fantastisk til at læse Emma og mig. 
Når vi trænede spor var det altid hende, som i starten lagde sporerne, på den måde kunne jeg starte med at fokusere på at lære at læse min hund. Dette er for mig det aller mest væsentlige når man går spor... har min hund sporet eller ej.. og derfra kan man diskutere om man selv har styr på sporet, om det er for svært for hunden, om det er for kedeligt osv. 
At kunne læse sin hund betyder for mig, at kunne se på Emma om er hun i gang med at finde fodspor, har hun tabt sporet så jeg skal stoppe og give hende tid, om hun er gået af fordi hun er blevet/har ladet sig distrahere og skal have at vide at nu søger vi altså spor... og alle de nuancer som ligger i mellem, det lærte jeg ved at Sus (min veninde) gik bag ved mig, holdt mig tilbage, fortalte hvad jeg skulle gøre, fortalte hvad hun så osv.
Hvergang vi sluttede vores træninger, fik jeg lektier for, noget jeg skulle træne intensivt frem mod næste møde.
Sus hjalp mig med mine forventninger til Emma, men ikke nok, inden i mig boede stadig en sur hundefører som bare ville vinde det hele og Emma skulle klare det.
Jeg startede til coach for at få hjælp med at vende mine tanker. Træne i at tænke positivt, selv når det hele var allermest negativt..eks. “ser du en på gaden hvor du straks tager dig selv i at tænke, sikke nogle grimme bukser, skal du fluks finde noget positivt som du mener du kan lære af denne person”.
Træning i Fakse grusgrav i februar 2012
Langsomt gik det op for mig at jeg faktisk havde negative tanker om Emma, jeg fokuserede kun på ALT det hun ikke kunne, jeg ville have hende HELT anderledes end hun var! 
Herfra startede jeg på at se Emma i et mere positivt lys, når vi skulle til prøve lod jeg være med at fokusere på point og placering, tag en øvelse af gangen, koncentrer dig om at hjælpe din hund, se positivt på dommerne, de vil også gerne have lov at give dig gode point, så lad være med at spilde din energi på dem. 

Alt det jeg lærte her kom kun fordi DcH er så alsidigt et program, jeg kunne ikke bare gå op og gøre som jeg plejede til prøverne, fordi DcH programmet kræver langt mere af både hund og fører end DKK programmet gør:

- Hund og fører er “på” hele dagen

  • Det er ALDRIG bare det samme som sidst
  • Der er MANGE frie øvelser som kræver at hunden kan arbejde på egen hånd, og at hundeføreren er i stand til at lade hunden arbejde på sin egen måde.
  • At fører og hund formår at samarbejde i både de frie øvelser, men også i de mere kontrolerede lydighedsøvelser.
  • Hund og fører skal kunne arbejde i alle slags vejrforhold, som man kan møde mellem marts og november. DcH har ikke indendørs prøver.


En af de øvelser som jeg fik indlært godt fra starten, rundering, det er bare en dejlig ting synes Emma!
..sjovt nok elsker jeg også denne øvelse :-)
Derudover er der jo bonus i alle de mennesker man lærer at kende, det gør man også i DKK, men DcH er langt mere kørt af frivillige end DKK, og det er langt billigere at gå til prøve i DcH, tiltrods for at der ligger et endnu større arbejde i at arrangere og gennemføre en DcH prøve.
DcH prøve program er virkelig en fed udfordring for en DKK-kvinde, og jeg vil gerne give en stor hyldest til programmet og alt det som det har gjort for mig og min hund.
Een ting som jeg savner i DcH, og som nu er skyld i at jeg trækker mig fra sporten, er muligheden for at blive længere i hver klasse, denne mulighed har man i DKK, hvor jeg så valgte IKKE at bruge den, og nu hvor jeg ikke har den vil jeg gerne gøre brug af den. 
Med min nye hund, Findus kommer jeg helt sikkert igen på et tidspunkt, vi er allerede gået i gang med at træne mod vores første B-prøve, som endnu ikke er dato-sat, for jeg har nemlig lært ikke at lægge mere pres på min hund end den kan indfri.

Min smukke Emma, på vej mod nye lege sammen med en nu endnu klogere hundefører!
Tak for en masse gode og mindre gode, men givende oplevelser, tak for en masse venskaber, tak for gode og dårlige point, men først og fremmest tak til DcH-programmet for at gøre MIG til en bedre hundefører!

Ingen kommentarer: