torsdag den 30. december 2010

Sikke et år, sikke en afslutning :-)

Vi har haft et skønt år, men det har også båret præg af at der er sket rigtig meget som ikke har været hundetræning.
Jeg var jo meget nybagt mor da året startede, hvilket det gjorde med meget sne og kulde, hvilket gjorde det særdeles besværligt at komme ud og træne ordentligt, lidt lige som forholdene nu.
I marts begyndte jeg at arbejde igen, så Rune og jeg arbejdede på skift, mens den anden passede Gustav.
Vi fik dog trænet noget, i april begynde jeg som instruktør i SHS, og ligeledes i april blev vores hus på Salbyvej solgt, og 1. Juni skulle vi være ude af huset og flyttede ned til svigerfar i Jystrup i det dejligste moderne bondehus lige opad skoven. I slutningen af juni holdt vi vores bryllupsfest som vi havde tilgode fra sep. 2009. Det var en fantastisk dag med alle venner fra nær og fjern, denne dag fejrede vi også Gustavs navngivning.

I juli blev det atter tid til en flytning da vi rykkede tilbage til Ejby i en lejelejlighed, hvor vi skal bo til juli 2011, hvor vi regner med at flytte i hus, som har været endnu et større projekt i 2010.

I oktober deltog Emma og jeg i første LP prøve i over et år, og hvilken prøve, vi stillede op i eliteklassen, det gik rigtig godt, dog scorede vi ikke ret mange point.

Eliteprøven blev en midlertidig afsked med LP for Emmas og mit vedkommende, idet jeg har valgt at kaste mig over DcHs lydighedsprogram, jeg regner med at vi så småt er klar til prøve den 19. Marts hvor der er B-prøve i Herfølge.

Til maj begynder jeg på klikkerinstruktøruddannelsen så jeg kan få koblet noget teori på min praktiske erfaringer med lydighedstræning.

Så når vi i morgen hopper ind i det nye år, er det med et spændende år bag os, og et endnu mere interessant et foran os.
Jeg ønsker alle mine bloglæsere en rigtig dejlig nytårsaften uden for meget fyrværkeri af den slags seer skræmmer hunde!

Jeg glæder mig til at se jer ude i det danske land i det kommende år.

1 kommentar:

Camilla og Emsen sagde ...

Og tænk, så glemte jeg helt at skrive om afslutningen, mit sporkursus hos Vibeke Gyldenkærne i dag.
Jeg fik et super personligt og fantastisk kursus hos Vibeke og har nu en mega træt hund som ikke skal stimuleres mere i dag :-)