Er jeg en robotstøvsuger?

Søde Emma i boldleg i haven...

Åh.. altså, sommetider føler jeg mig som en rigtig gammel robotstøvsuger, sådan en der skal bruge 100-vis forsøg på at komme ind under en stol, eller ud fra en sofa fordi den bliver ved med at ramme et møbelben...!

Jeg har trænet og trænet med Emma, og nogle af de ting vi har trænet MEGET på står stadig lidt i stampe, i går da jeg kørte fra træning havde jeg det meget "ØV!", lidt som at bumbe ind i de samme udfordringer igen og igen (utålmodighed, konkurrencepræstationspres fra mig selv, manglende evne til at lave en plan og følge den, træner de øvelser vi kan (for det føles godt at gøre noget man kan!), osv. osv...)

Vi skulle som skrevet i bloggen i går, have været ude og gå spor på stubmark, men 2 timer før træning fik jeg sms fra træner Mette, at de allerede var ved at pløje marken op!?

Så vi skulle træne på pladsen. Det var lidt ærgerligt, men tænkte at det var en super mulighed for at få trænet serie på fremmedgrund, med dommerfolk osv..

Jeg beslutter mig hurtigt for: dæk, feltsøg, fremsending og rondering, sender det i en SMS til Mette, og skriver at vi bare kan komme på til sidst og jeg kan lige få leget lidt med kameraet mens de andre træner "almindeligt", jeg tager lidt ekstra godt leverpostej med til Emma, det får hun ALDRIG til træning, men jeg er godt klar over at der er lidt mere pres på og jeg vil gerne have at hun skal præstere!

Jeg får skudt en masse gode fotos af mine holdkammerater og deres hunde:

Da holdet var næsten færdige blev jeg sendt op og hente Emma i bilen, jeg havde god tid til at lufte hende og til at varme hende op. Vi havde rigtig god kontakt, hun var virkelig glad, på og sulten.

Da den sidste hund var færdig gik vi i gang med dækøvelsen, ingen slinger der, jeg roser hende med klap og verbal opmuntring. Videre til fremsending, jeg går frem mod porten og signalerer klar til hende, hun kigger frem, og jeg tager linen af hende. Jeg sender hende, med arm og stemme for at støtte mere end jeg gør når jeg træner hjemme, hvor jeg er ved at træne uden arm.

Emma løber i et roligt tempo den rigtige retning, så får hun pludselig øje på højre baglinjepæl og løber lukt mod den...!? jeg træner med pæle ALTID derhjemme og de ligner fint dem der stod dernede på pladsen.. (i øvrigt sender vi aldrig til pæle i DcH)... Der går hat og briller i den da jeg prøver at dirigere hende frem til genstanden :-( og jeg står nærmest på den og peger til sidst.. ikke okay.

Efterfølgende har jeg tænkt om jeg skulle have afbrudt? jeg ville jo lave en serie, men til en prøve får man ET forsøg, Emma fik 6, alle sammen fiaskoer, havde hun brug for det? Havde jeg?

Videre til feltsøget, jeg sender hende i modvind fra midt på den ene langside, hun løber ud, venstre rundt til kanten af feltet, og finder genstanden fra medvindssiden (hmmm..) hun kommer ud med genstanden og ser ud som om hun hurtigt vil tilbage i feltet og jeg lader hende løbe hurtigt ud igen, hun søger i ca 30 sekunder og så går hun i mussesøg :-( hun er helt uden for pædagogisk rækkevide, hver gang jeg siger søg tror hun at det er mussesøg!!? hvornår dælen har jeg belønnet for det?

Jeg hjælper hende HELT VILDT (og det er jo fint, fordi hun hele tiden søger min hjælp til prøverne, og det trækker altså ret meget at jeg nærmest udfører søget fra sidelinjerne for Emma!) hun finder en genstand mere og vi leger med den.

Så er der ronderingen, den ELSKER hun, så derfor skulle vi slutte med den. Hun skulle løbe over et åbent areal ned til nogle fyrtræer, da det også har været brugt som skjul til dækøvelserne er der MASSER af fært dernede. Hun bliver sendt direkte derned men ca 7 meter fra træerne slår hun ud til højre til fotografen (som lånte mit kamera) og gøer af hende, vinden kommer fra den rigtige side så det er ikke pga fært, hun går simpelthen på synet, ÆVERBÆVER...! Hun får et forsøg mere og gør det denne gang rigtigt...men vi er tilbage ved at der til prøverne kun er ET forsøg.

Alt i alt.. en ikke særlig overbevisende omgang træning, lærerigt for mig, men også deprimerende med under 14 dage til efterårets første prøve.

Da jeg kørte hjem var jeg for Gud ved hvilken gang ved at kaste håndklædet i ringen, tanker som: "Det er alt for svært!", "jeg tror agility vil være sjovere og nemmere for Emma", "Jeg gider ikke til prøve hvis vi skal lave lorte karakterer igen!", "Jeg tror bare jeg bliver hjemme under dynen til december", "Jeg var en dygtigere træner før jeg startede på DcH træning"....rungede i mit hoved... men også en dårlig samvittighed i maven, jeg skal lære noget af det her, jeg må ikke bare give op når jeg er gået i gang med noget!

Paul skrev på FB at han ville træne i Jersie tirsdag formiddag, og jeg syntes det var en perfekt mulighed for at få sat ord på tanker og følelser, så da jeg havde fået klaret formiddags aftalen kørte jeg straks til Jersie og mødtes med Paul og Susanne. Det var rart at få lov at møde andre som bøvler med udfordringer i deres træning, jeg er ikke den eneste som har brug for at få lidt ekstra råd.

Susanne foreslog følgende:

Vælg to svære øvelser, definer hvad jeg ønsker at se af forbedringer som er realistiske, træn kampagne på disse to!

Træn KUN på disse to, IKKE på noget som helst andet.

To dage før prøven, undlad at træne med Emma, kun sjov og spas med hende, så hun er helt frisk i hovedet til prøven.

Endvidere har hun tilbudt at træne spor med mig, det vil jeg rigtig gerne, selvom hun kunne en helt tredje måde at træne spor på, og nogle atter nye råd til hvad man skal og ikke skal, jeg tænkte både "ÅH NEJ, ikke igen", men samtidig tænkte jeg "Det kan være at hun har kortet til at finde ud fra under det møbel jeg ikke kan få rystet af mig!"... måske er jeg altså en robotstøvsuger..så jeg griber chancen for at finde ud med hjælp.

Jeg glæder mig til at lære endnu flere måder at træne spor på. :-)

Fremsending til vores serietræning i går på pladsen