Until we meet again...


Min stjerne, min største læremester har fået fred. Et langt liv hvor kærlighed og tillid har flydt mellem os har fået en midlertidig ende. 
Min hvide klippe med de kloge mørkebrune øjne er sendt over regnbuebroen, hvor jeg ved hun venter på mig. Og hun kan løbe frit... Forevigt elsket og savnet af os tilbage på jorden.
Emma * 13-11-2007 ♱ 07-05-2021

Alle billederne er taget af Johanna Allanach og redigeret af mig.

Emma har de sidste 3 år hostet.. det har ikke været noget som bekymrede mig, hundene fik jo taget afføringsprøver og hosten tog ikke til, og den var ikke hyppig, måske en enkelt gang om dagen eller hver anden dag. 
Efter hundene blev vaccineret i år ændrede Emmas hoste sig, fra at være et enkelt host, blev det mere som et anfald, i starten kunne jeg aflede det med en godbid. Men hosten udviklede sig, og da jeg kom hjem fra min Jyllandstur med Findus, var det MANGE gange om dagen..
Natten mellem onsdag den 5. maj og torsdag den 6. maj var jeg flere gange oppe om natten fordi Emma lå og hostede, der kom intet slim eller andet med op når hun hostede. 
Torsdag morgen kontakter jeg dyrlægen for at få en tid...kl. 11 kommer vi ind til Charlotte på Højelse Smådyrsklinik, i døren da vi er på vej ind får Emma endnu et hosteanfald. 
Charlotte siger at det slet ikke lyder som hjerte eller lunger, altså ikke orm, som jeg havde håbet på. 
Hun mener at det sidder højere oppe altså i halsen nær luftvejene, måske noget fysisk. Slet ikke det jeg havde håbet på. 
Charlotte anbefaler røgten, så det kan fastslåes hvad Emma fejler.. jeg spørger om det kan gøres uden bedøvelse? Det kan det naturligvis ikke..

Emma havde dårlige tænder, MØGdårlige tænder, og var de sidste 3 år af hendes levetid i narkose til tandekstraktion 3 gange og fik trukket mindst et par tænder ud pr. gang. De sidste to gange var med 6. mdr. mellemrum. 
Emma havde dårlig hørelse, hendes balance var skidt, og der var ikke meget kontrol over bagbenene, men dette er jo ikke noget man afliver en gammel hund for. 

Til gengæld havde jeg lovet mig selv at hun ikke skulle i narkose mere, der skulle ikke opereres på hende mere, så længe hun var frisk og glad skulle hun have lov at nyde sit otium, fælde over det hele, tigge godbidder, tøffe med på de ture hun ville, sove længe når hun ville det og solbade på vores terrasse alle de timer solen gad skinne på hende..

Nu sagde Charlotte at hun ikke havde en lille tryllepille til at fikse hosten, og at Emma ikke skulle gå ind i weekenden med den hoste. Jeg vidste godt hvad der var det rigtige at gøre for Emma og mig..og det gjorde mig ked, for Emma var (når hun ikke var i et hosteanfald) en glad gammel seniorhund, hun virkede ikke livstræt, hun havde en fest ved hvert måltid, det var svært og ikke svært på samme tid. 

Torsdag eftermiddag vælger jeg den ene af de tider som Charlotte har givet mig til røgten eller til aflivning, afhængig af hvad jeg besluttede mig for. Og fortæller at det er til aflivning, at jeg ønsker at medbringe Findus og Rune (min mand), jeg ville gerne at vi kunne være omme i haven bag klinikken så Emma slap for at skulle ind igen (siden alt det med tandekstrationerne begyndte, har hun haft det svært med at komme til dyrlægen, for der var ikke mange ture hvor det bare var massage hos Thomas).. Fredag morgen kører Emma og jeg til stranden, Johanna har været helt fanastisk og givet os muligheden for at få taget de billeder jeg troede jeg havde MASSER af tid til at få taget, pludselig gik det hele hurtigt. Jeg var meget bekymret for hvor røde øjne jeg ville have på billederne, men det var så fin en sidste oplevelse for Emma og mig sammen, masser af godbidder, kontakt og bare smukt. Tusind millioner tak Johanna, og ja, man skal ikke vente til sidste øjeblik med de der sidste billeder med sin hund. Det har vi lært nu. 


Efter strandtur fik Emma lov at lave nogle af hendes opgaver herhjemme, bære vasketøjspose tilbage til badeværelset, bære vasketøjskurv ud i bryggerset. Flere godbidder.


Så tog vi den sidste vej, den sidste gang til dyrlægen med Emma, Findus med bag i, og mig ved rattet næsten uden tåre ned af kinderne. 
Ved klinikken får jeg meldt vores ankomst, næsten uden at græde, men jeg vinkede også kun ind til Gitte. 
Vi går om bagved og lægger hendes lyserøde tæppe, og giver lidt godbidder til hende og Findus.
Charlotte kommer ud med den første sovesprøjte, Emma er en snu lille hund, og skal virkelig ikke bede om at blive stukket..hun skal ikke engang bede om de toplækre godbidder Charlotte har med...dem vil Findus dog gerne have (madøre) ...det lykkes dog at få givet Emma sprøjten, og så spiser hun med stor lyst godbidderne...mens vi venter på at den virker tøffer Emma rundt og snuser i græsset. Da hun næsten ikke kan få bagbenene til at lystre mere, får jeg hende over på tæppet og ligge og giver hende et par godbidder mere inden hun falder i søvn. Charlotte kommer efter lidt tid ud til os og tjekker Emma, hun går igen da Emma ikke sover helt tungt nok. 
Der kommer en lille solstribe præcis hvor Emma ligger, og Emma elsker at solbade, så på en måde er det ret fint. 
Efter 5-10 minutter kommer Charlotte igen, og forklarer hvordan den sidste sprøjte (som gives intravenøst) virker... Da Charlotte næsten har sprøjtet det sidste ud, og Emma er stoppet med at trække vejret begynder det at smådryppe, både fra himlen og fra mine øjne. 
Findus ligger stille og kigger på, men virker ikke påvirket af situationen. 
Charlotte demontere nål og sprøjte, og vi får lov at blive så længe vi har lyst. 
Vi sidder lidt ved hende, og jeg aer hende stadig i panden og på poten...efter lidt tid, 
giver jeg Emma tre store kys i panden og så går vi, det er hårdt at efterlade hende der på græsset, men hun er der jo ikke rigtig mere, hun er videre. 



Når det ikke kunne være anderledes, synes jeg hun fik en fin og rolig afsked fra denne verden. Jeg er glad for, at jeg selv kunne træffe afgørelsen, at hun ikke er revet fra mig. 
Det er hårdt at være herre over død og liv, det vænner jeg mig aldrig til, og jeg vil ikke forherlige det at få aflivet sin hund, men det er vores job som ejere at vælge at give slip på det rigtige tidspunkt for vores hunde hver især... og det her tidspunkt var bare det rigtige for Emma, selvom vi havde aftalt at hun skulle blive 35 år, så var jeg godt klar over at det ville være lidt utopisk.
Emma lærte mig vildt meget om at være hundeejer, hundefører og ven med en hund, det vil alle fremtidige hunde nyde godt af, og jeg vil aldrig nogensinde glemme hende eller det hun har lært mig også om livet. 





Kommentarer

Anne Mette Due sagde…
Uh, hvor smukt og rørende. Det fik mig til at fælde tårer❤️
Kathe Rylander sagde…
Oh Camilla 😪 det er så søde ord, jeg fik rigtig tårer i øjnene, for jeg oplevede det samme for 2 år siden med Cherie, hvor jeg også stod for den svære beslutning, det er så hårdt, men dyr må man ikke lide, de skal gå før. Jeg har heldigvis nogle dejlige billeder og mindelser fra Emma, der altid bar Amadios sko ud i haven. Knus dejlige Emma ❤🇩🇰🙏❤
Buffy sagde…
Åhh, det trækker tårer, har selv lige været turen igennem.
Og nej, det er aldrig nemt, at skulle være herre over liv og død.
Kram og tanker herfra ❤️

Populære indlæg