Ny jobbeskrivelse til CV'et

Emma i sin nye uniform, nu venter vi bare på besøgsaftaler
I går var jeg med Emma på besøgshunde session i Greve. Det foregik på Strandcenteret, som er en slags plejehjem. Det blev arrangeret af Trygfonden, som står for hele besøgshundeordningen.

Ordningen går ud på at frivillige med deres hunde laver aftaler med et eller flere plejecentre, hvor de så kommer forbi en gang om ugen eller hver 14. dag, som det nu passer ind.
Formålet er bl.a. at give lidt liv, at give hundene mulighed for at komme ud og se nogle hyggelige mennesker, at lade nogle hyggelige mennesker få lidt adspredelse på det sidste stykke af deres livsrejse.

Grunden til at jeg har valgt at lade Emma forsøge sig som besøgshund er, at jeg mener hun der kan være HELT sig selv, og jeg er ret sikker på at vi begge vil få noget ud af det, så det bliver nogle gode oplevelser med andre som vi har sammen.

Hele forløbet med at blive udvalgt til besøgshund, starter ved at man, når man har overvejet om det er noget for en selv og sin hund, skriver sig på venteliste til en session. Når tiden nærmer sig, modtager man noget information, og man kan logge ind og booke en tid.

Og i går var så dagen for vores session, først fik vi tjekket forsikring, dyrlægepapirer og så kom vi hen og snakke med en dyrlæge. Emma tog det rigtig pænt. Der blev lyttet og mærket og jeg fik at vide at den næsespray som er brugt til vaccine mod kennelhoste gør at Emma får en pause på 3 uger efter vaccinen, pga den svækkede virus som måske vil kunne sprede sig til beboerne på et plejecenter.

Derefter var der lidt kø til at komme til mentalundersøgelsen. Vi sad på en lille gang, jeg fik Emma til at lægge sig lidt inde til siden ved siden af min stol. Det var meget heldigt, for rygtet om at der var mange hunde på centeret tiltrak mange beboere som ankom i kørestol, med rolator og gående, så det var godt vi ikke fyldte hele gangarealet. Emma lå bare og kiggede på dem, kiggede lidt på mig og så fik hun sommetider en godbid.

Det at der var andre hunde tog hun også RIGTIG pænt, det er så fedt at vores træning har båret frugt.

Så blev det tid til mentalttesten. Det var sådan en lille "indhegning", først satte Irene sig på gulvet, Emma var ikke hoppe i hovedet på hende, men gik rundt og snuste. Irene kunne godt kalde hende hen til sig, og så ville Emma gerne snakke lidt, og gik selv igen.

Så satte Irene sig op i en kørestol, og pludselig syntes Emma at det var en fest, så hun ville rigtig gerne snakke, og hoppede op med forpoterne på Irenes lår. Irene kørte frem og tilbage, Emma var stadig ret vild med det. (efterfølgende har Rune, min mand, mindet mig om at vi har besøgt en dreng/ung mand med muskelsvind, og der har hun også hoppet op med forbenene for at hilse, så det var derfor at hun blev så begejstret.)

Så var der lidt lydtest, først et gangstativ, ingen reaktion for Emma, så en krykke som først blev banket i jorden, dernæst tabt, Emma ænsede den ikke...da Irene tog godbidder frem, havde Emma ingen problem med at gå lige henover den og få sin godbid og så var Irene og Emma bedste venner! 

Så røg en stor metalkasse på gulvet, den var god, ved ikke om Emma kunne dufte maden inden i, men den var i hvert fald GOD!

Så snakkede vi lidt om at jeg skulle passe på med Emma, i forhold til at hun er så blid, så hvis hun efter 30 minutter signalerede at hun har fået nok, skulle jeg gå, ikke blive for enhver pris. Det var rart at hun sagde det højt, Emmas velbefindende er MIT ansvar, uanset hvor vi er og hvad vi laver, det ved jeg godt.

Da vi var færdige ved Irene, kom vi hen til Galina om generelle spørgsmål og vi fik udleveret pakken med det udstyr vi får brug for, tørklæde til Emma som signal for andre, men også til hende selv hvornår hun er "på arbejde" og hvornår hun har fri, et navneskilt til mig, et håndklæde til hendes poter hvis hun skal lave flere af de der"poter på lår" stunts, lidt håndsprit til at holde hyggiejnen og en flaske vand.

Nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang, jeg har allerede skrevet til et plejecenter her i Køge som ikke i forvejen har en besøgshundeaftale, men som er tilmeldt.

Kommentarer

Populære opslag